Stillingskategorier

Studenterstudievejleder

Ved studenterstudievejleder forstås studerende, der er ansat til i samarbejde med andre personalegrupper at varetage vejledningsopgaver i relation til studerende og potentielle studerende. Vejledningsopgaver omfatter efter institutionens nærmere bestemmelse bl.a. vejledning i optagelse af studerende, tilrettelæggelse af studieforløb, beskæftigelsesmuligheder, studieordning og eksamensregler, herunder dispensationer, meritoverførsler, studieophør, særlige beskæftigelsesmuligheder efter afsluttet uddannelse samt økonomiske og sociale forhold i forbindelse med uddannelsen. Studievejledningen omfatter endvidere deltagelse i studieorienterende møder arrangeret af de regionale studievalgcentre.
 

Instruktor og Hjælpelærer

Stillingerne som instruktor og hjælpelærer anvendes, hvor den studerende varetager opgaver, der supplerer undervisning på adjunkt-, lektor- eller profes-sorniveau eller tilsvarende niveau.
 

Undervisningsassistent

Stillingen som undervisningsassistent anvendes, hvor den ansatte selvstændigt varetager undervisningsopgaver eller undervisning, der supplerer undervisning på adjunkt-, lektor- eller professorniveau eller tilsvarende niveau. Ansættelse som undervisningsassistent forudsætter normalt et fagligt niveau svarende til kandidatniveau, som også kan opnås på anden måde end ved kandidateksamen.
 

Studentermedhjælp

Ved studentermedhjælp forstås studerende, der er ansat til at varetage praktiske opgaver på studiesale, IT-rum, biblioteker mv., at holde opsyn med samlinger mv. eller at vedligeholde materiel, prøver mv. til brug i undervisning og forskning mv.
 

Præparatfremstiller

Ved præparatfremstiller forstås studerende ansat til fremstilling, nummerering, beskrivelse, montering og vedligeholdelse af præparater til studiesamlinger mv. ved de sundhedsvidenskabelige fakulteter.
 

Demonstrator

Ved demonstrator forstås studerende, der bistår ved undervisningen på universiteternes medicinsk-anatomiske institutter. Ansættelse som demonstrator forudsætter, at den studerende har bestået første år af en relevant bacheloruddannelse.